Hjemmeriet



Webshop




















Min side

Log ind til Min side

Tilmeld Nyhedsbreve


  Svenska    Norske    Deutch


Henter...

Her kan du læse om: Yoghurt

Læs om fremstilling af dine egne surmælksprodukter gennem emnerne herunder.

Yoghurt

Hvad er Yoghurt?

Yoghurt er et syrnet mælkeprodukt, som menes at have sin oprindelse i Centralasien, hvor den også kendes som bulgarernes drik. Det var først i begyndelsen af det 20 århundrede, at yogurt blev kendt og elsket i andre dele af verden, efter den russiske biolog Iljitj Mekhnikov populariserede drikken som vejen til et langt liv. Med udbredelsen af yoghurt til andre egne, er der opstået stor variation på hvilke mælkesyrebakterier der anvendes til at syrne mælken, og deraf store forskelle på smag og konsistens. 

YoghurtFor at et surmælksprodukt kan gå under betegnelsen ”Yoghurt”, skal produktet dog som minimum indeholde mælkesyrebakteriestammerne; Lactobacillus bulgaricus og Streptococcus termophilus, ellers kan det ikke markedsføres som yoghurt, selvom både smagen, konsistensen, og de gode egenskaber minder meget om yoghurt.

Yoghurter er populære på morgenbordet, enten naturel eller tilsat smage, men kan også anvendes til is eller dressinger, i desserter, brød, smoothies. Afrænes yoghurten for noget af vallen, opnås en yoghurt med meget tyk konsistens, som kendes fra Græsk yoghurt. Afdrænes mere valle fås frisk-ost, dvs en smørbar ost, der kan tilsættes salt og krydres med et væld af smage, efter behag - og f.eks spises på brød eller indgå i andre retter.

Læs mere i fanerne nedenfor og få tips og tricks til, hvordan du selv laver yoghurt. Du kan også springe direkte ud i det - opskriften på yoghurt finder du her

Om Yoghurt

Yoghurt - et produkt af gode mælkesyrebakteriers aktivitet

Yoghurt fremstilles ligesom alle andre surmælksprodukter ved hjælp af mælkesyrebakterier der omsætter mælkens sukker (laktose) til mælkesyre. Jo længere tid mælkesyrebakterierne får lov at virke i mælken, desto mere mælkesyre producerer de.

Når syreholdigheden i mælken bliver tilstrækkelig stor påvirkes proteinerne på en sådan måde, at de ikke længere kan holdes i opløsning, hvorefter de vil klumpe sig sammen og gøre mælken tyktflydende. 

Termofile mællkesyrebakterier
De mælkesyrebakterier som anvendes til at fremstille yoghurt, tilhører en gruppe af termofile (varme-elskende) mælkesyrebakterier, som trives bedst ved temperaturer mellem 30°C og 45°C. Mælken bør derfor syrnes ved 42°C for at blive til yoghurt.
De mest kendte bakteriestammer er Lactobacillus bulgaricus, Streptococcus thermophilus, Lactobacillus lactis, Lactobacillus helveticus og Lactobacillus Acidophillus. 

Mælkesyrebakteriestammerne forekommer allerede naturligt i mælken efter malkningen, men da mejerierne pasteuriserer (varmebehandler) mælken for at slå uønskede bakterier ned og sikre længere holdbarhed, går samtidigt de gode mælkesyrebakterier tabt. Vi er defor nødt til at genintroducere en kultur af disse mælkesyrebakterier, for at mælken syrner korrekt og yoghurten bliver velsmagende. En sådan yoghurtkultur fås enten som frysetørret yoghurt-starterkultur eller du kan blot bruge en lille portion frisk yoghurt naturel som starterkultur.
Læs mere under fanen om "starterkulturer"

Smagen
Smagen i yoghurt afhænger af hvilken sammensætning af mælkesyrebakterier som tilsættes for at syrne mælken samt hvor længe og under hvilken temperatur syrningen foregår. Yoghurts karakteristiske syrlige smag skyldes mælkesyrebakteriernes produktion af mælkesyre og smagen kan variere mellem en let syrlig - til en udpræget skarp syrlig smag. Jo længere syrningstid des mere udpræget syrlig smag udvikles der. 

Mange arter af mælkesyrebakterier bidrager desuden til smagen med forskellige aromastoffer udover mælkesyre. De bakterier der producerer kun mælkesyre - kaldes homofermentive mens de bakteriestammer også producerer CO2 og aromastoffer som f.eks Acetyl, Acetaldehyd og Ethanol, kaldes heterofermentive

Yoghurtkulturer er oftest vidt forskelligt sammensat af mange eller få arter mælkesyrebakterier med vidt forskellige egenskaber og producerer derved unikke resultater ift smag og konsistens. Selv når to yoghurtkulturer  f.eks. ser ud til at indeholde de samme to bakterierstammer, kan de indeholde underarter heraf og bakterierne kan være kombineret forskelligt i antal med henblik på at skabe et godt velsmagende resultat.

Det kan være fristende at blande flere forskellige starterkulturer i mælken i et forsøg på at opnå et højere probiotisk indhold i sine yoghurter, men man risikerer at forskubbe balancen mellem bakterierne så det ikke nødvendigvis producerer et godt resultat med hensyn til smag og konsistens. Omvendt er der også chance for at skabe en sensationel god smag.

Konsistensen
Der er kan også være stor variation i fastheden og strukturen af forskellige typer yoghurt. Kulturen som anvendes, hvilken mælk der anvendes, hvilken temperatur og hvor længe syrningen tager er alt sammen forhold som vil spille ind på den yoghurtens konsistens.

Yoghurt kan være grynet, trævlet, cremet eller geleagtig afhængig af de nævnte variationer af kulturer og fremstillingsforløb. Lær hvordan du regulerer både smagen og konsistensen i din hjemmelavede yogurt under fanen "Tips".

- God fornøjelse & Velbekomme -

Starterkultur

Henter...

Mælken

Henter...

Redskaber

Henter...

Tips

Henter...

Tykmælk

Hvad er Tykmælk?

Tykmælk er et surmælksprodukt, der har indgået i madkulturen i århundreder. Nogle husker måske stadig dengang, det var helt almindelig praksis at henstille frisk mælk på et lunt sted i hjemmet, så man den efterføgende morgen kunne nyde hjemmelavet tykmælk. Tykmælk er i al enkelhed blot frisk mælk, der har henstået og syrnet ved stuetemperatur.

Tykmælken indeholder nogle andre typer mælkesyrebakterier end yoghurt, der giver tykmælken en unik konsistens og mere smøragtig smag. Hvor mælkesyrekulturen i yoghurt kræver en konstant syrningstemperatur ved 42 grader, trives bakteriekulturen i tykmælk bedst ved lune stuetemperaturer, og kan derfor være noget lettere at lave end yoghurt.

Tykmælk kan anvendes på samme måde som yoghurt, nydes Tykmælksom den er, eller kan på anden måde indgå i madlavningen. Fordelen ved hjemmelavet tykmælk, er du selv kan præge syrlighed, konsistens og fedtindhold, samt beslutte om den skal være økologisk eller konventionel. Læs mere om tykmælk i fanerne nedenfor, og få gode tips og råd til hvordan du laver det selv. Du kan også springe direkte ud i det - opskriften finder du her: Tykmælks opskrift

Om Tykmælk

Tykmælk - et produkt af mælkesyrebakteriers aktivitet
Når vi lader en portion mælk henstå ved stuetemperatur, vil naturligt forekommende Tykmælkmælkesyrebakterier i mælken straks begynde at omsætte mælkens laktose (sukker) og udskille mælkesyre i processen. Når syreholdigheden bliver tilstrækkelig stor kan proteinerne i mælken ikke længere kan holdes i opløsning, hvorpå de vil klumpe sig sammen og gøre mælken tyktflydende. Resultatet er hvad vi kalder for tykmælk. 

Mælkesyrebakterier findes overalt i vores omgivelser, også i mælken, det kan ikke undgås. Der findes imidlertid også uønskede bakterier som kan finde vej til mælken feks i forbindelse med malkningen, derfor pasteuriseres (varmenbehandles) mælken på mejerierne ud fra et sundhedshensyn og for at forlænge mælkens holdbarhed. Pasteuriseringen slår imidlertid også gode mælkesyrebakterier ned og dor at vi kan lave velsmagende tykmælk må de genintroduceres til mælken i form af en starterkultur. 

Stiller vi blot en skål pasteuriseret mælk ved stuetemperatur uden at tilføre en starterkultur, vil mælkesyrebakterier fra luften selv finde ned i mælken og begynde at omsætte mælkens sukker til mælkesyre. Der findes imidlertid mange forskellige typer af  mælkesyrebakterier, nogle giver den gode smag vi gerne vil have, mens andre giver en mindre god smag. Derfor er det vigtigt at styre hvilket hold af bakteriersammer som syrner mælken, for at få den gode smag og rette konsistens.

Starterkultur
Når mælken tilsættes en tykmælks starterkultur vil de bakterier kulturen indeholder dominere syrningen og sikre at tykmælken bliver god. Der kan enten burges en frysetørret tykmælks starterkultur eller der kan bruges lille portion frisk tykmælk, kærnemælk eller creme fraiche som starterkultur. Alle disse tre surmælksprodukter indeholder samme type mælkesyrebakterier og tilfører mælken de rette bakterier til at syrne tykmælk. Creme fraiches laves sågar på præcis samme måde som tykmælk, blot af fløde istedet for mælk. Læs mere om valgte af starterkultur under fanen om "starterkulturer"

Mesofile mællkesyrebakterier
Mælkesyrebakterierne som indgår i syrningen af tykmælk er; Lactococcus lactis sp. lactis, Lactococcus lactis sp. cremoris, Lactococcus lactis sp. lactis biovar diacetylactis og Leuconostoc sp. mesenteroides. Alle tilhører de gruppen af mesofile mælkesyrebakterier som betyder at de trives bedst ved lune stuetemperaturer og mælken skal syrnes på køkkenbordet eller ovenpå køleskabet hvor der lunt og bakterierne vil trives. 

Smagen
Smagen og syrlighed i tykmælk kan varriere og afhænger af hvilken type starterkultur der er brugt. For selvom to starterkulturer ser ud til at indeholde samme bakterierstammer, giver de ikke nødvendigvis giver samme resultat ift smag og konsistens da de ofte er sammensat og kombineret i forskellig mængde. Selv små variationer får syrningen til at udvikle sig forskelligt.  

Den syrlige smag i tykmælk skyldes mælkesyrebakteriernes produktion af mælkesyre og den kan variere mellem en let syrlig - til en udpræget skarp syrlig smag. Jo længere syrningstid des mere udpræget skrarp syrlig smag udvikles der.

Nogle arter af mælkesyrebakterier producerer kun mælkesyre, de kaldes homofermentive mens andre bakteriestammer også producerer CO2 og aromastoffer som f.eks Acetyl, Acetaldehyd og Ethanol - de kaldes heterofermentive. Bakteriestammer i tykmælk producerer udover mælkesyre f.eks. smørsyre der giver tykmælken sin karakteristiske smøragtige smag.  

Konsistensen
Konsistensen af tykmælk kan også variere, afhængigt af syrningstiden samt hvilken mælk den laves af. Jo federe mælk, desto tykkere og mere cremet vil konsistensen blive fordi indholdet af fedtstoffer bidrager til strukturen. Du kan lære mere om hvordan du regulerer både smag og konsistens i din tykmælk, ved at læse under fanerne "tips" og om "mælken".

Starterkultur

Henter...

Mælken

Henter...

Tips

Henter...
 

Creme fraiche

Hvad er Creme fraiche?

Creme fraiche er i al sin enkelthed syrnet fløde, og laves efter præcis samme opskrift som tykmælk og med samme mælkesyrebakterier. Den eneste forskel på de to surmælksprodukter er fedtindholdet. Hvor creme fraiche normalt er baseret på fløde, er tykmælk er baseret på mælk. Fremgangsmåden er helt den samme. Læs derfor mere under fanebladet om tykmælk, for at se hvordan du gør.   

Hjemmelavet creme fraiche smager fantastisk godt og kan bruges som syrligt tilbehør til bagværk eller i hjemmerørte dressinger og salater, og du bestemmer selv syrligheden og fedtprocenten. Traditionelt laves creme fraiche på ren fløde, men du kan sagtens lave lettere udgaver af creme fraichen, ved at erstatte dele af fløden med mælk.  

Laves creme fraiche med fløde der indeholder 38% fedt, bliver fedtprocenten i creme fraichen også 38%. Vær dog opmærksom på at fedtindholdet i fløde afhænger af i hvilket land du køber den, det kan variere en smule, men følgende er gældende for dansk fløde;  

  • Bruges ren fløde vil creme fraichens fedtindhold svare til flødens fedtindhold, dvs. 38%.

  • Bruges lige dele fløde og mælk fås en creme fraiche med lidt over 20% fedtindhold.

  • Bruges 3 dele mælk og 1 del fløde fås en creme fraiche med cirka 10% fedtindhold.

Syrningstiden for creme fraiche er normalt 24 timer, hvorefter den skal færdigmodnes i køleskabet i yderligere 12 timer, hvor smagene vil udvikles og konsistensen blive tykkere. Du kan dog som med alle andre surmælksprodukter selv bestemme hvor syrlig creme fraichen skal være ved at regulere syrningstiden derefter.

Læs mere under fanen for tykmælk - eller spring direkte ud i det. Vores opskrift finder du her - creme fraiche opskrift.

- God fornøjelse og velbekomme -

Kulturer

Kulturer til tykmælk, yoghurt, kefir og ost

Smagen i syrnede mælkeprodukter og ost skabes af et kompliceret sammenspil mellem et stort antal forskellige enzymer, bakterier, svampe og mælkens indhold af sukker (laktose), proteiner og fedtstoffer.

Enzymerne, bakterierne og svampene omdanner mælkens indholdsstoffer i et komplekst sammenspil som derved danner nye stoffer, blandt andet mælkesyre, fedtsyrer, aminosyrer, aldehyder og ketoner, og alle disse nye stoffer bidrager til den komplekse smag i ost.

Sidst i denne beskrivelse findes en oversigt over bakterie- og skimmelkulturer som anvendes til fremstilling af tykmælk, yoghurt, kefir og ost.

Mælkesyrebakterier

Hvis mælk får lov til at stå ved stuetemperaturer, vil mælkens indhold af mælkesyrebakterier omdanne mælkens sukker (laktosen) til mælkesyre (laktat) og mælken vil derved blive sur. Bliver mælken tilstrækkelig sur vil hovedparten af mælkens proteiner (kaseinerne) ikke længere kunne holdes i opløsning, og de vil udfælde, hvorved mælken nu også bliver tyktflydende – mælken er blevet til tykmælk.
Mælkesyrebakterier findes blandt andet i skindet hos køer og kommer ved malkningen ind i mælken, selv med de strengeste hygiejniske forholdsregler.

Lactobacillus bulgaricus

Der findes mange forskellige typer af mælkesyrebakterier, som hver især giver sit præg til smagen ved omsætningen af mælkesukkeret. De to vigtigste grupper af mælkesyrebakterier er de mesofile og de termofile. Mesofile bakterier trives bedst ved temperaturer mellem 15°C og 30°C og er de bakterier som gør sig gældende i eksempelvis tykmælk og kærnemælk. De termofile bakterier trives bedst ved lidt højere temperaturer, omkring de 30°C til 45°C og gør sig gældende i eksempelvis yoghurt. Visse mælkesyrebakterier omsætter mælkesyren til aldehyder og ketoner som er en central brik i den komplekse smag i ost.

Oenicoccus oeni

Når mælk pasteuriseres, for at forlænge holdbarheden, dræbes eller deaktiveres størsteparten af mælkens mælkesyrebakterier, netop for at undgå at mælken nemt forgår. Vil man derfor lave tykmælk, yoghurt eller ost ud af pasteuriseret mælk, bliver man nød til at tilsætte de ønskede bakterier til mælken.

Når mælk trods pasteurisering alligevel bliver sur, hvis den får lov at stå et par dage for længe, specielt hvis den ikke står i køleskabet, skyldes at ikke alle bakterier er slået ihjel, samt det faktum at der overalt findes bakterier, bl.a. også mælkesyrebakterier, og de vil uvægerligt havne i mælken før eller siden, begynde deres vækst og omdanne mælkesukkeret til mælkesyre. Mælkesyrebakteriernes aktivitet foregår anaerobt, det vil sige selvom der ikke er ilt tilstede, og en uåbnet karton mælk vil derfor også med tiden blive sur, omend ikke så hurtigt som hvis nye bakterier tilføres.

Enkelte mælkesyrebakterier er i stand til at omsætte ilt, til blandt andet brint-over-ilte og ethanol (alkohol). Denne evne udnyttes blandt andet ved konservering af grøntsager med mælkesyrebakterier, da mælkesyren derved kan fjerne den tilstedeværende ilt og derved mindske vækstbetingelserne for andre nedbrydende bakterier. Den skabte surhed hæmmer tillige hæmmer væksten af de fleste andre nedbrydende bakterier.

 

Skimmelkulturer

Den karakteristiske smag i hvidskimmeloste (fx. Brie og Camembert) og blåskimmeloste (fx. Danablu, Roquefort, Gorgonzola og Stilton) frembringes af en eller flere typer rendyrkede svampekulturer. Disse svampekulturer bruger mælkens indholdsstoffer som brændstof og producerer som resultat forskellige stoffer indenfor gruppen af penicillin. Svampekulturerne kaldes derfor ikke overraskende for penicillinsvampe.

Penicilium candidum

Øjeformationskulturer

De runde huller i ost som vi kender fra eksempelvis Emmentaler opstår ved hjælp af en type bakterie som producerer store mængder kuldioxid (CO2) under omsætningen af mælkens indholdsstoffer. Bakterien findes naturlig overalt.

Proprionibacteria shermanii

Gærkulturer

Gærkulturer anvendes primært ved fremstilling af Kefir, men ost kan også tilsættes gærkulturer eller gærkulturerne kan sprøjtes eller pensles på ydersiden af oste for at udvikle særegne smagsnuancer. Ligesom rødkitkulturer kan gærkulturer også medvirke til at ostens skorpe opnår større modstandsdygtighed overfor vækst af uønskede bakterier.

Saccharomyces cerevisae

Rødkitkulturer

Rødkitkulturer sprøjtes eller pensles på ydersiden af oste for at udvikle særegne smagsnuancer. Ligesom gærkulturer kan rødkitkulturer medvirke til at ostens skorpe opnår større modstandsdygtighed overfor vækst af uønskede bakterier.

Brevibacterium linens

Oversigt over kulturer til fremstilling af tykmælk, yoghurt, kefir og ost

Lavtemperatur mælkesyrebakterier (Mesofile)

Lactococcus

lactis

-

cremoris

-

diacetylactis

Højtemperatur mælkesyrebakterier (Termofile)

Lactobacillius

lactis

-

bulgaricus / delbrueckii

-

thermophilus

-

acidophilus

-

brevis

-

kefir

-

helveticus

Streptococcus

thermophilus

Andre smagsudviklende mælkesyrebakterier

Leuconostoc

mesenteroides subsp. cremoris

-

mesenteroides subsp. dextranicum

Oenococcus

Pediococcus

Micrococci

Bifidobacterium

Øjeformationskulturer

Proprionibacteria

freudenreichii subsp. shermanii

Hvidskimmelkulturer

Penicillium

candidum (Brie/Camembert)

Geotrichum

candidum (Camembert)

Blåskimmelkulturer

Penicillium

roqueforti

-

glaucum (Gorgonzola)

Gærkulturer

Saccharomyces

cerevisiae

Debaryomyces

hansenii

Candida

kefir

-

milleri

Brettanomyces

sp.

Kluyveromyces

marxianus

Torulaspora

delbrückii

Rødkitkulturer

Brevibacterium

linens

Yoghurt-kemi

Surmælks-Kemi

Når mælk eller fløde får lov til at stå ved stuetemperaturer, vil mælkens naturlige indhold af bakterier omdanne mælkens sukker (laktosen) til mælkesyre og mælken/fløden vil blive sur.

- Bakterierne som er på spil hedder mælkesyrebakterier –

Bliver mælken tilstrækkelig sur vil hovedparten af mælkens proteiner ikke længere kunne holdes i opløsning, og de vil udfælde hvorved mælken nu også bliver tyktflydende – mælken er blevet til tykmælk. Præcis det samme sker med fløde, som herved bliver til creme fraiche og det er samme mekanisme som gør at yoghurt bliver tyktflydende omend det kræver lunere temperaturer. 

En mere mejeri-teknisk forklaring på hvordan surmælksprodukterne bliver til følger her:

Størstedelen af proteinerne i mælken findes som små kugleformede samlinger, kaldet miceller.

Proteinerne i micellerne har organiseret sig sådan at micellen på overfladen har en elektrisk negativ ladning – og de enkelte miceller frastøder derfor hinanden. Micellerne i frisk mælk skubber derfor hele tiden til hinanden så de sørger for at der er længst mulig afstand mellem dem. Derved holdes micellerne jævnt fordelt, dvs. flydende i mælken.

Kuglerne med fedtstoffer derimod, er neutrale og frastødes eller tiltrækkes ikke af noget. Da fedtstof er lettere end vand vil kuglerne derfor stige op og lægge sig som et flødelag.

Ved at syrne mælken, tilføres mælken positiv ladning. Kommer der tilstrækkelig med syre, vil de positive ladninger i syren kunne udbalancere de negative ladninger på micellerne, hvorved micellerne ikke længere bliver frastødt af hinanden i samme grad. Det medfører at micellerne kan komme tættere på hinanden, og syrnes mælken tilstrækkeligt vil micellerne kunne komme helt tæt på hinanden.

 Når micellerne kommer helt tæt, skabes der bånd eller bindinger som nærmest klistrer micellerne sammen. De sammenbundne miceller klumper sig sammen i kæder, hvorved micellerne nu ikke længere bevæger sig frit, men fastholdes det sted de befinder sig i mælken.

Dette er årsagen til at mælken fortykkes, når den syrnes tilstrækkeligt.

Mælk vil automatisk begynde at syrne og tykne hvis mælkens naturlige indhold af mælkesyrebakterier får lov at udvikle sig, men fordi forskellige arter af mælkesyrebakterier bidrager til mælken med forskellige smagsstoffer, er det smagsmæssigt ikke ligegyldigt, hvilke mælkesyrebakterier, der får lov at udvikle sig i mælken. For at opnå den gode smag i surmælksprodukter, tilsættes mælken en mælkesyrebakteriekultur, som udover at omsætte mælkens sukker (laktose) til mælkesyre, tillige producerer andre stoffer som vi oplever som gode aromastoffer.

Forskellen på tykmælk og yoghurt er udelukkende typen af de mælkesyrebakterier som forårsager dannelsen af mælkesyre. Mælkesyrebakterierne i tykmælk (mesofile bakterier) trives bedst ved stuetemperatur, cirka 25°C, mens mælkesyrebakterierne i yoghurt (termofile bakterier) trives bedst ved 42°C.

Creme fraiche er syrnet fløde – syrnet med de samme type af mælkesyrebakterier som anvendes til tykmælk. Creme fraiche kan laves med forskelligt fedtindhold, alt efter om det laves på ren fløde eller med iblandet mælk.

Homo- og heterofermentive bakteriestammer

Trods det at de forskellige bakteriestammer alle producerer mælkesyre, har de forskellige bakteriestammer forskellige levevis. Nogle bakteriestammer producerer udelukkende mælkesyre – disse kaldes homofermentive. Andre bakteriestammer producerer tillige CO2 foruden andre aromastoffer (blandt andet Acetyl, Acetaldehyd og Ethanol) som præger smagen af yoghurten – disse bakteriestammer kaldes heterofermentive. Ofte anvendes en blanding af forskellige bakteriestammer for derved at opnå en afbalanceret smag og passende konsistens af yoghurten.

De mesofile mælkesyrebakterier er typisk sammensat af følgende forskellige typer:

 

Lactococcus lactis

Lactococcus cremoris

Lactococcus diacetylactis

Leuconostoc mesenteroides

     

De termofile mælkesyrebakterier er typisk sammensat af følgende forskellige typer:

Lactobacillus bulgaricus

(Almindelig yoghurt)

Streptococcus thermophillus

Bifidobacterium lactis

(Probiotisk yoghurt)

Lactobacillus acidophilus


  Åbn info som samlet html - derfra kan det hele printes...





Copyright (c) Hjemmeriet - 2009..2024 - Nyvangsvej 93, 4100 Ringsted - Bemærk: Cirka 20 km fra Ringsted centrum
Telefon: 23 24 48 00 - E-Mail: Hjemmeriet@Hjemmeriet.com - CVR.nr. 41408391 - Hjemmeriet v/Eva Maria Jochimsen
Sidst opdateret: 2024-11-10 16:07:41
10/0 - Antal besøg: 1496464 - 1